DACAAR´s 1.000 lokalt ansatte i Afghanistan får dansk, norsk og EU-støtte.

Vi udfører 5 slags hjælpearbejde, som vi skræddersyr målrettet til hver landsby og samfund. Det sikrer de bedste resultater. Vi arbejder med:

  1. Vandprojekter, forbedring af sanitet og hygiejne.
  2. Landbrugsudvikling og naturopretning ved bl.a. tørkekatastrofer.
  3. Udvikling af mindre virksomheder.
  4. Forbedring af afghanske kvinders vilkår.
  5. Sikring af civile statsydelser.

I Afghanistan sørger vi både for nødhjælp, tidlig genopbygning og langsigtet udvikling.

I alt vores arbejde er forbedring af kvinders vilkår et tværgående element. Kvindeundertrykkelsen er massiv i Afghanistan. DACAAR kan ikke ændre kultur på det område.

Men DACAAR tror på, at ved bl.a. at skabe indkomstgivende kurser i alt fra pastafremstilling til sykurser, og ansætte kvinder hvor vi kan, så skaber vi også et fundament for kvindernes egen indtjening. Alene det er et stort skridt fremad mod kønnenes ligestilling i Afghanistan.

I det programpunkt, som vi kalder “Sikring af statsydelser,” er DACAAR en del af “Citizens Charter Afghanistan Program,” der via staten skal sikre et minimum af offentlige ydelser og service til lokalsamfund. Desuden understøtter vores temaer den afghanske regerings nationale prioriteringer.

Endelig er FN’s Verdensmål integreret i vores indsatser.

DACAAR arbejder ikke “oppefra og ned,” men “nedefra og op.” Dvs. vi dikterer ikke hjælpeprojekter. Vi arbejder ud fra ønsker, initiativ og samarbejde fra lokalbefolkningerne. Alt sker i partnerskab med afghanerne selv gennem eksempelvis lokale udviklingsråd.

DACAAR´s ønske er ikke hjælpearbejde til evig tid. Vores fornemmeste opgave er at gøre os selv overflødige. Derfor har alle vores indsatser elementer af langsigtet kapacitetsopbygning. Når DACAAR er væk, så skal lokalbefolkningerne løfte opgaverne selv, så vi ser en varig forbedring af afghanernes indtjening, sundhed og livskvalitet.